Forår er lig med forkultivering…

Hvem skulle have troet, at jeg ville sige de ord… men 2014 er åbenbart året, hvor mine kreative idéer og øvrige sysler skal komme til livs og ikke kun eksistere inde i hovedet… Det kan muligvis skyldes, at jeg for en måned siden gik ned med flaget med stress og udbrændthed. Heldigvis ikke så slemt, at jeg skulle sygemeldes og medicineres, men nok til at jeg blev nødt til at skrue ned for bluset, tage mit liv lidt op til revision og begynde at tænke lidt mere over, hvad jeg gerne vil…. Det er ikke en proces jeg er færdig med endnu… langt fra… men jeg er blevet mere opmærksom på mig selv, og mine behov, og der skal noget mere farve på og noget mere liv i hverdagen… herunder forkultivering, flere hyggeture på loppemarkeder og i genbrugsbutikker med manden, flere DIY projekter og langt mindre arbejde om aftner og i weekender (her tænkes der på det arbejde jeg rent får penge for…)

Lang omvej….. men nu til sagen. Jeg (og manden) har gang i mange forkultiveringsprojekter i dette forår. Vi har godt nok ikke noget drivhus, omend jeg helt vildt ønsker mig et mindre vægdrivhus… forhåbentlig får jeg sådan et inden vi når for langt hen på foråret. Det må gerne være brugt… det passer godt med min nye livsstil, om at genbruge fremfor altid at købe nyt… Jeg er ikke helt nået dertil med mine tøjindkøb endnu, men Rom blev ikke bygget på en dag…

En traditionel urtehave har vi ikke og får heller aldrig. Det vil tage for meget tid… og jeg er meget magelig og elsker at sidde på terrassen og hygge med et glas vin eller en kold øl, langt mere end jeg nyder at ligge på knæ i haven.

Hvad har vi gang i:

  • Fire slags chilier: citronchilier (egne frø fra sidste år), Habaneos (tror ikke de bliver til noget), Trinidad Scorpion Moruga Blend (en af de allerstærkeste chilier) og en ananas chili
  • Golden nugget cherry tomater
  • Græskar (den traditionelle amerikanske til lygter) – hold da op de gror bare hurtigt. Plantede to frø for én uge siden og de er allerede 10cm.
  • Søde peberfrugter
  • Lupiner (blomster til haven – frø jeg har fået af min mor)

Ud over selv at starte op fra bunden af, så regner jeg også med at skulle have en alm. tomatplante af en slags samt nogle skoleagurker, begge dele havde vi sidste år med stor succes. Den største udfordring er, at få nogle til at passe det hele når vi tager på ferie, hvilket vi gør både til påske go 14 dage sydpå til sommer. Med tid kommer råd… Bær i form af jordbær, hindbær og lidt solbær har vi også, men de ting passer næsten sig selv.

Jeg skal nok få taget nogle billeder af alle kreationerne meget snart. Og jeg vil bare sige, at hvis jeg kan få noget til at gro og give gode afgrøder… så kan alle. Grønne fingre er ikke noget jeg har meget af!

Så kommer opdateringen endelig….

Her er lidt billeder af hvor langt mine små plantebørn er nået. Der er her to slags chilier, snack pebre, cherry tomater, en enkelt lupin og græskar. Jeg har to store græskar planter og to eget stærke chilipebre, som ikke er kommet med på billedet. De var lidt kamerasky…

Alle mine små plantebørn... Chiliplanter

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *