Hvorfor indrette med genbrug og loppefund?

Skulle det være gået nogens næse forbi, så er genbrug og loppefund blevet moderne, og det er ikke udelukkende pga. den globale økonomiske krise og hensynet til vores skrantende miljø. For selvom man med brugte ting kan skabe sig en smart indretning for billige penge, så er det for mange… eller i hvert fald for mig ligeså meget pga. min svaghed for gamle ting, det slidte og at tingene kommer med en historie, at andre har brugt dem før jeg. Noget genbrug kan bruges direkte i indretningen, mens andre skal sættes i stand eller opdateres i sit look. Begge dele har deres plads i mit hjem, side om side med ting fra IKEA, øvrige interiør- og møbelhuse og arvestykker, klassisk og moderne. Jeg ønsker mit hjem skal afspejle min personlighed, kreativitet og gerne værk unik i sit udtryk. Det sidste jeg ønsker mig er et hjem, der ligner en kopi af noget fra et møbelkatalog eller livsstils-magasin, og det uanset om det er fra IKEA, Ilva eller Bo Bedre.

Nu kan det godt komme til at lyde som om, jeg er i besiddelse af et unikum af en bolig, hvor intet er tilfældigt placeret og hvert et hjørne er nøje gennemtænkt, men desværre er virkeligheden ikke sådan. Mit hjem er ikke bare mit hjem, det er også min families (mand, datter, hund og kat), så jeg har ikke helt eneret over indretningen, og det er ikke alt jeg kan få lov til… dele af indretningen er derfor min mands forsøg på også at have en stemme og føle det også er hans hjem. Sådan skal det vel også være, hvorfor der i vores stue bl.a. hænger et stort Tintin maleri og under vores (hans) store 55″ tv står en lille træfigur også af Tintin.

Selvom genbrug og loppefund er billigere og ofte af bedre kvalitet, så er det ikke lige så nemt og tilgængeligt, som at tage ud og købe nyt, men det er også noget af charmen. At spare op og gå på jagt efter de gode fund, det kan tage uger, måneder måske endda år. Jeg har flere større og mindre ting på min ønskliste, som jeg enten ikke har haft økonomi til (eller min mand synes jeg havde …) eller som jeg simpelthen ikke kunnet opspore…

Summan summarum så er mit hjem stadig under ‘opbygning’, formodentlig en proces der formodentlig aldrig slutter. Denne blog omhandler min passion for gør-det-selv indretning både i forhold til møbler og nips. Dertil kommer selvfølgelig også en masse omkring mad og lidt udendørs indretning… men alt sammen under overskriften fritid og livsstil.

Jeg håber her over sommeren at kunne bringe flere billeder af DIY og indretningsprojekter, og nok også inspirationsprojekter fra andre bloggere og hjemmesider.

Collage_blog Vitrine Collage

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *