Speed cleaning – Rengøring på 20 min.

Jeg hader rengøring… VIRKELIG meget. Jeg er absolut ingen Monica (fra ‘Friends’), men samtidig kan jeg godt lide et rent og ryddeligt hjem. Mit problem er bare, at jeg hader at støvsuge, støve af og vaske gulv og ikke mindst at ordne vasketøj… zzzz

Hvad gør man så… ja jeg kunne hyre en rengøringskone (det hedder det vist ikke mere…), men så længe vi har hund, vil jeg ikke have en rendende rundt, mens vi ikke er hjemme. Det vil stresse ham, han er gammel og ikke så glad for fremmede. Jeg vil absolut heller ikke have en gående, mens vi er hjemme… ville føle mig doven og i vejen. Ergo må jeg finde på noget andet og helst noget med mindst mulig besvær.

Speed-cleaning!!!

Er man Monica-typen, så er denne metode ikke god nok, men for os andre dødelige, vil den være et alternativ til slet ikke at gøre noget…

Der kommer gæster om 30 minutter, og huset er ikke lige klar til være socialt midtpunkt… Hvad gør du?

      1. Sæt noget fedt (og højt) musik på, og helst noget der kan holde dig motiveret og energisk. Det er speed-clean vi skal i gang med, så der skal fut under fødderne, men husk… der er ikke tid til dans, det må vente til bagefter
      2. Ha’ en spand eller kurv klar med alle de nødvendige rengøringsmidler og øvrige remedier. Det kunne være glasrens/alt-i-en-rens køkkenrulle, ren støvklud. Husk ikke at putte mere i spanden, end du kan bære rundt i huset.
      3. Sæt et æggeur/telefon til 20 min. og så er det ellers i gang. har du mere end et rum, der skal have en hurtig tur, så sæt tid af pr. rum, og overhold tiden. Du har stadig kun 20 min. i alt!!!
      4. Gør rummet og/eller rummene rent i et naturligt flow. undgå at springe rundt på kryds og tværs, det vil spilde for meget tid.Jo oftere du bruger denne rengøringsmetode, jo hurtigere vil du også kunne gennemføre ruten og du vil med tiden kunne nå mere på de afsatte 20 minutter.
      5. Med kun 20 minutter er der ikke tid til at nusse rundt, støve hver eneste bog og pyntegenstand af. Der skal tænkes i de mest synlige flader, og her spiller farver ind. Støv på mørke flader f.eks. på et sofabord visuelt være mere synligt end på lyse. Mørke flader i trafikerede rum, skal derfor have en tur med kluden eller støvkosten.
      6. Ingen tid til gulvvask! I stedet må støvsugeren frem, og den egner sig jo heldigvis til de fleste gulvflader… Selvfølgelig skal der også vaskes gulv med jævne mellemrum, men med kun 20 minutter, må det vente til en anden dag.
      7. Vask/afspritning af køkkenbord og andre synligt beskidte/støvede overflader f.eks. kogeplade og stænkplade/mur, køleskab og vask Det optimale vil være en opvredet klud, men igen tiden er knap… så psst psst med flasken og tør af.
      8. Et hvert rum bør have en kurv, kasse, skuffe eller skab, hvor alt rodet en håndevending lige kan ryddes af  vejen. Alting bør have en fast plads, men helt ærlig har vi ikke alle ting og sager, der bare ikke rigtig hører til nogen steder, og derfor havner i en rodeskuffe eller skab? Har man kun 20 minutter til rengøring og oprydning, så er der ikke tid til at rydde perfekt op, hvorfor en kurv eller et skab vil kunne klare det værste og få tingene midlertidigt gemt væk. Har man glas og andet service stående rundt om i huset, så skal det selvfølgelig ikke gemmes i et skab eller en kasse, det hører nærmere til i opvaskeren eller en balje under vasken i køkkenet.
      9. Ryst puderne i sofaen og helst uden for… Med ny-rystede puder vil sofaen tage sig bedre ud ikke mindst hvis du har dyr som vi har. Det vil lige tage de værste hunde- og kattehår. Er der tæpper eller plaider i sofaen skal de selvfølgelig også lægges sammen, og evt. opbevares i en kasse. Her er mit bud på en opbevaringskasse til plaider og ekstra puder.

kasse_collage

De sidste 10 minutter inden gæsterne kommer, kan du så lige bruge på at slukke for musikken, få pusten ned og evt. sætte en kop kaffe på 🙂

Når gæsterne så ankommer, ald for guds skyld være med at undskylde! Jeg er såååå skyldig i det . Jeg påpeger og forklarer ofte hver ufuldkommenhed i mit hjem, hvorfor det er på den måde , eller hvorfor vi ikke har fået ordnet det endnu. Sandheden er nok, at gæsterne sandsynligvis aldrig vil lægge mærke til de små ‘ufuldkommenheder’, hvis det ikke var fordi vi selv valgte at pege dem ud!

En metode til hverdag – 5-minutters daglig rengøring

Hvis du hver dag afsætter 5 minutter til en hurtig oprydning, så vil du aldrig igen opleve at være frygtelig bagefter eller løbe forpustet rundt, fordi uventede gæster pludselig melder deres ankomst. Brug 5 minutter inden du går i seng hver dag. Ryd op på sofabordet, fjern ungernes lejetøj (ha’ f.eks. en kasse/kurv til selv samme i stuen), ryst puderne og tøm/fyld opvaskeren. Kan du få lidt hjælp fra børn eller manden, vil der selvfølgelig kunne nås meget mere, måske endda en omgang tøjvask… 😉

Når der så ventes gæster burde rengøringsbehovet være mindsket og det samme burde gøre sig gældende for stressniveauet.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *